Sæsonen skudt i gang for talenter i Aabybro Svømmeklub

 

7 svømmere fra Aabybro tog til opstartsstævne i Brønderslev og svømmede for første gang på langbane.
Godt humør og flot svømning var kendetegnet, da Aabybro Svømmeklub sendte 7 svømmere til opstartsstævne i Brønderslev. Svømmere fra Brønderslev, Hjallerup og selvfølgelig Aabybro fik prøvet sommerformen af og startet sæsonen for alvor med et stævne på langbane.
Det var flotte resultater, der blev lagt for dagen – faktisk var over 2/3 af de svømmede tider forbedringer ift. tidligere svømmet i sidste sæson. Resten af tiderne var kun få sekunder eller hundrededele fra at være personlige rekorder. Den største forbedring kunne ses ved Sille Lindberg, der svømmede 34 sekunder hurtigere end sin personlige rekord på 400m individuel medley (bestående af 100 butterfly, 100 rygsvømning, 100 brystsvømning og 100 crawl). Det har en helt klar årsag, mener cheftræner Stefan Stenberg: ”Sille er startet på elitelinjen på Skolecenter Jetsmark og har siden da øget sin træningsmængde, og det er fantastisk, at det allerede nu kan ses på resultaterne!”
Der var ingen tvivl om at Aabybro var til stede i Brønderslev Svømmehal, for der blev heppet for fulde gardiner på holdkammeraterne. Det lærte de andre klubber også hurtigt og det skabte en stemning, der sjældent ses i dette omfang til et sådant stævne.
”Jeg er helt vildt stolt – det er så fantastisk at være afsted med svømmerne til dette stævne. Deres humør, holdånd og ikke mindst er resultaterne så flotte. Hele 12 personlige rekorder og den vel nok mest heppende klub, er noget jeg synes at alle svømmerne kan være stolte af!” udtaler talentholdstræner Louise Heiberg. ”Det var gode tider og mange tekniske detaljer er faldet på plads i deres individuelle løb. Det har krævet hårdt arbejde og vi bliver ved med at knokle på og få de sidste småting på plads inden vi tager til Nordjyske Cup i Aalborg i oktober.”
 
 
Holdfoto – Emilia Ganzevoort, Ida Rønnow, Asta Lindgaard, Anna Andreasen, Jeppe Elvensø, Asger Dreier (Brovst) og Sille Lindberg (Saltum). De var afsted sammen med træner Louise Heiberg.
 
 
 

Fjollebillede fra Brønderslev – det sociale fællesskab er utroligt vigtigt på konkurrenceholdene i Aabybro Svømmeklub.

Hold i dag

Instagram