-4Aabybro er utroligt stærkt svømmende 

Aabybro IF Svømnings førstehold var i weekenden 26. og 27. september til Concordia Forsikring Cup 2015 i Thyhallen, Thisted. Niveauet til stævnet var ekstremt højt - faktisk højere end det længe er set og det gav de 12 Aabybrosvømmere blod på tanden. Svømmerne var tilsammen i vandet over 70 gange og over 80% af alle disse var nye personlige rekorder med adskillige sekunder, hvilket udgør en betydelig forskel i svømning.

”Jeg er meget overrasket og ekstremt stolt over at svømmernes hårde arbejde i løbet af den sidste måned har givet så vanvittigt gode resultater”, udtaler cheftræner Stefan Stenberg. ”Normalt ville jeg være tilfreds, hvis vi kommer hjem med en række personlige rekorder, men nu er det med mange sekunder hver gang at svømmerne har været i vandet. Jeg er målløs, men utrolig stolt. Det kræver meget hårdt arbejde af både svømmere og trænere at nå hertil så hurtigt. Det havde jeg slet ikke turde håbe på”.

  
Aabybros førstehold, der gæstede Thisted. Fra højre: Stefan Stenberg (cheftræner), Victor Elvensø (Vadum), Julie Heby (Aabybro), Rasmus Grøn (Aabybro), Cathrine Andersen (Aabybro), Ida Troldborg (Aabybro), Simon Andersen (Aabybro), Kristian Berthelsen (Arentsminde), Nanna Eriksen (Aabybro), Rasmus Abildgaard (Aabybro), Jonas Abildgaard (Aabybro), Karen Hansen (førsteholdstræner), Jacob Toft (Aabybro) og Nicklas Jensen (Biersted). 

Alle svømmere leverede gode resultater og det blev til to fighter-præmier og to medaljer.

Ida Troldborg (12 år) svømmede for første gang distancen 400m medley, der består af 100m butterfly, 100m rygsvømning, 100m brystsvømning og 100m crawl, i en tid, der sikrede hende en flot bronzemedalje.

Simon Andersen (15 år) svømmede sig ligeledes til en bronzemedalje i 200m medley, der består af de halve distancer.

 

I Victor Borgen Elvensøs (14 år) 200m frisvømning satte han en slutspurt ind og hentede næsten 25m på sin konkurrent og vandt en fighterpræmie herfor. Jonas Abildgaard (12 år) svømmede også 400m medley og vandt en flot fighterpræmie for at give sig fuldt ud.

Det næste stævne Aabybro deltager i er 3. oktober i Hjallerup, hvor der er pokalstævne. Her deltager 24 håbefulde svømmere i kampen om mange pokaler. Til det stævne deltager bl.a. Søhesten, Skagen, FFI, Nord, BSK08 og Aabybro.

Hold i dag

Instagram